Magtens Korridorer går sammen med rappere
Magtens Korridorer og Østkyst Hustlers går i år på scenen sammen til Grøn Koncert.
Johan Olsen og Magtens Korridorer får til sommer selskab på scenen af Østkyst Hustlers, når de skal spille til Grøn Koncert.
Johan Olsen og Magtens Korridorer får til sommer selskab på scenen af Østkyst Hustlers, når de skal spille til Grøn Koncert. Foto: BJØRN LARSEN CLAUS/POLFOTO


Der bliver både rap og rock på scenen til årets Grøn Koncert, når hiphopperne fra Østkyst Hustlers slår sig sammen med rock-drengene fra Magtens Korridorer. Det afslører Grøn Koncert tirsdag i en pressemeddelelse.

Ifølge pressemeddelelsen var det de fem rock-gutter fra Magtens Korridorer, der inviterede Østkyst Hustlers med på scenen, og invitationen skulle rap-gruppen ikke tænke længe over.

- Vi var meget ydmyge og taknemmelige. Jeg kan ikke forestille mig andet, end at det bliver vildt fedt, siger Nikolaj Peyk i pressemeddelelsen og fortsætter:

- Vi har jo en energi tilfælles, og det, tror jeg, gør, at det kommer til at blive skideskægt.

Også forsangeren for Magtens Korridorer kan finde ligheder mellem de to grupper, selvom deres musikalske udtryk til dagligt ligger et stykke fra hinanden.

- Jeg synes, vi har det tilfælles, at vi selvfølgelig har meget humor i det, vi laver, men at det samtidig ikke gør noget, at der også er poesi og billeder med, siger Johan Olsen.

De to bands bliver de tredje i rækken af danske kunstnere, som spiller sammen til Grøn Koncert. Tidligere er det kommet frem, at Tina Dickow og Søren Huss er blevet enige om et samarbejde, men også Turboweekend og Oh Land slår sig sammen på scenen til sommerens otte koncerter, der spilles i byer over hele landet.

Newspaq

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.