Magnussens motor har det svært i Mexico
Den tynde luft i Mexico giver problemer for Magnussens Renault og for hans nattesøvn.
Kevin Magnussen ses her under fredagens træning i Mexico.
Kevin Magnussen ses her under fredagens træning i Mexico. Foto: Henry Romero/Reuters


Den danske Formel 1-kører Kevin Magnussen fornemmer, at hans Renault-racer kører langsommere denne uge i Mexico, end det var tilfældet i amerikanske Austin i sidste uge.

Det siger han til Ekstra Bladet efter fredagens to træninger, hvor han blev henholdsvis nummer 19 og 14 ud af feltets 22 kørere.

- Vi er ret langsomme på langsiderne sammenlignet med de andre og med Austin. Forhåbentlig har mange andre skruet tidligt op for deres motorer.

- Det er ens for alle, men det er meget glat derude, og man overkører nemt bilen. Du har brug for meget stabilitet fra den. Den understyrer også en del, så alle de problemer, bliver større på en bane som denne, siger han til avisen.

Banen i Mexico ligger 2200 meter over havets overflade, og den tyndere luft kan være med til at påvirke motoren - og Kevin Magnussens nattesøvn.

- Jeg synes ikke, man sover lige så godt her. Nogle gange når man er lige ved at falde i søvn, så vågner man en lille smule forpustet, siger danskeren til Ekstra Bladet.

Han tilføjer, at han ikke tænker over det, når han først sidder i sin racer.

Lørdag klokken 17 dansk tid træner Magnussen og resten af Formel 1-feltet for sidste gang inden kvalifikationen, som begynder klokken 20 dansk tid.

Grandprixet i Mexico er det tredjesidste i sæsonen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.