Magnussens holdkammerat: Vi får det ikke nemt
Jenson Button tror ikke på topplaceringer ved weekendens Formel 1-grandprix, men fremtiden er lys, lyder det.
Jenson Button afskriver McLarens vinderchancer i Melbourne.
Jenson Button afskriver McLarens vinderchancer i Melbourne. Foto: Manu Fernandez/AP


- Kommer vi til at kæmpe med om sejren?

Jenson Button, den tidligere Formel 1-verdensmester og nuværende holdkammerat med danske Kevin Magnussen hos McLaren, er hurtig til at svare på sit eget spørgsmål om sit holds konkurrenceevne ved søndagens Formel 1-grandprix i Australien.

- Nej, det kommer vi ikke til.

- Vi ved alle, at det ikke bliver den nemmeste weekend for os, lyder det fra Button ifølge nyhedsbureauet AFP.

Briten har vundet grandprixet i Melbourne tre gange i karrieren, men han udelukker altså, at han kommer til at føje en fjerde titel til cv'et på søndag, hvor Formel 1-sæsonen skydes i gang.

Årsagen er den svage optakt, McLaren har fået til sæsonen.

- I vinterforberedelserne har vi haft vores vanskeligheder, men i forhold til den måde, bilen føles, og den måde, motoren føles, så har vi en virkelig god platform, mener Button.

- Det kommer bare til at tage noget tid. I denne weekend handler det for os mere om bare at få det bedste ud af det, vi har.

- Det er et spørgsmål om tid, før vi kæmper med om de forreste pladser, siger Button.

Danske Kevin Magnussen vikarierer søndag for spanske Fernando Alonso, som er kommet til McLaren fra Ferrari, men som sidder over i Melbourne efter et uheld tidligere på året.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.