Magnussens Formel 1-håb svinder med Lotus-skuffelse
Lotus har fredag sat navn på sin andenkører i 2016, og det blev ikke Kevin Magnussen.
Kevin Magnussen kommer ikke til at overtage Romain Grosjeans sæde hos Lotus. Det britiske hold har forfremmet sin tredjekører, Jolyon Palmer, til at besætte en af holdets to pladser i næste sæson. Her ses Grosjean forlade sin Lotus-racer efter et uheld under det seneste Formel 1-løb i Rusland.
Kevin Magnussen kommer ikke til at overtage Romain Grosjeans sæde hos Lotus. Det britiske hold har forfremmet sin tredjekører, Jolyon Palmer, til at besætte en af holdets to pladser i næste sæson. Her ses Grosjean forlade sin Lotus-racer efter et uheld under det seneste Formel 1-løb i Rusland. Foto: Pavel Golovkin/AP


"Move one up!".

Sådan lyder overskriften på Lotus' hjemmeside sent fredag aften dansk tid, hvor Formel 1-holdet offentliggør, at Jolyon Palmer bliver forfremmet fra reservekører til at sidde bag rattet i en af teamets to biler i næste sæson.

Og det er en særdeles dårlig nyhed for Kevin Magnussen.

Beslutningen indebærer, at danskerens chancer for at vende tilbage til Formel 1 i den kommende sæson er ved at gå op i røg.

Netop det ledige sæde hos Lotus var af flere eksperter anset som den danske racerkørers bedste mulighed for at komme tilbage til motorsportens kongeklasse.

Kevin Magnussen var i 2014 fast kører for McLaren, men blev før denne sæson degraderet til reservekører, og i sidste uge meddelte McLaren så, at samarbejdet med danskeren ophører.

Magnussen har tidligere sagt, at han havde flere tilbud på hånden.

Lotus' tilbud gik dog til Jolyon Palmer i stedet for den danske kører. Den 24-årige englænder skal udfylde pladsen efter Romain Grosjean, der næste år skal køre for det nye amerikanske Haas-team.

Palmer, hvis far Jonathan også kørte Formel 1, får Pastor Maldonado som medkører hos Lotus.

- Jeg er naturligvis begejstret for at skulle køre Formel 1 næste år. Lotus har givet mig en fantastisk mulighed denne sæson, siger Jolyon Palmer ifølge Skysports.com.

Han vandt i 2014 GP2-serien, der anses for at være en rugekasse for Formel 1. I denne sæson har han udfyldt rollen som reservekører for Lotus.

Efter at Lotus nu har besluttet sig, mangler kun det lille Manor-team at udpege sine to kørere for 2016. Men Kevin Magnussen står tilsyneladende ikke forrest i køen.

Englænderen Will Stevens er optimist med hensyn til at fortsætte hos holdet næste år, og den 21-årige Pascal Wehrlein, der i år har været reserve for de suveræne Mercedes-kørere Lewis Hamilton og Nico Rosberg, nævnes af flere internationale medier som favorit til at få den anden plads.

Pascal Wehrlein sikrede sig sidste søndag den endelige sejr i dette års tyske standardvognsmesterskab (DTM) i en Mercedes.

Manor får i næste sæson spritnye Mercedes-motorer til sine Formel 1-biler. Holdet har som det eneste af de i alt ti hold i Formel 1 ikke fået point i år, hvor Ferrari har leveret hestekræfterne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.