Racerkøreren Kevin Magnussen (Renault) tager fredagens dramatik i Malaysia med humor.
I den første træning forud for weekendens Formel 1-grandprix i Kuala Lumpur brød danskerens bil i brand på grund af en brændstoflækage.
- Vi forventede en varm dag på Sepang-banen, men måske ikke så varm.
- Jeg blev kaldt ud over radioen, og det behøvede de ikke at fortælle mig to gange, siger Kevin Magnussen til Renault-holdets hjemmeside.
Foran Renault-teamets garage udviklede røg sig til flammer, inden det lykkedes at få slukket ilden.
Da anden træning gik i gang klokken otte dansk tid var mekanikerne fortsat i gang med at reparere Magnussens bil. Danskeren nåede at få de sidste 45 minutter af træningen med.
- Mit hold håndterede situationen med branden godt og fik bilen tilbage på banen til eftermiddagens træning.
- Om eftermiddagen fik vi kørt nogle omgange, så dagen var ikke helt til skraldespanden, siger Magnussen.
Han forklarer, at hans Renault-bil havde en anelse overstyring, hvilket skal justeres, før han skal på banen igen.
Den 23-årige dansker opnåede 19.-bedste tid, mens holdkammeraten Jolyon Palmer satte 12.-bedste tid. Lørdag venter endnu en træning efterfulgt af en kvalifikation.
/ritzau/