Den danske racerkører Kevin Magnussen (Renault) må starte i den tunge ende, når der søndag køres Formel 1-grandprix på Monza-banen i Italien.
Ved lørdagens kvalifikation sluttede Kevin Magnussen som nummer 21 i den første kvalifikationsrunde, Q1, og dermed forlod danskeren kvalifikationen før de næste runder.
For tredje år i træk tog Lewis Hamilton (Mercedes) pole position i det italienske grandprix, og Hamilton starter søndag foran sin holdkammerat Nico Rosberg.
Hamilton præsterede en tid på 1 minut og 21,135 sekunder, og han var næsten et halvt sekund hurtigere end Rosberg.
Lewis Hamilton fører i den samlede stilling med 232 point foran Rosberg, der har 223 point. Hamilton kan søndag fejre sin grandprixsejr nummer 50, hvis han vinder i Italien.
Monza-banen er kendt for at være mindre teknisk end Spa-banen i Belgien, hvor der blev kørt for en uge siden, og derfor er det mere rå motorkraft, der skal til på den italienske bane.
Kevin Magnussens bedste tid blev et minut og 24,436 sekunder, og den blev slået af holdkammeraten Jolyon Palmer, der derfor starter en plads foran Magnussen.
Dermed formåede Kevin Magnussen ikke at finde mere fart i forhold til træningerne op til kvalifikationen.
I lørdagens tredje og afsluttende træning inden kvalifikationen til søndagens grandprix satte danskeren 19.-bedste tid.
Hans teamkollega hos Renault, Jolyon Palmer, satte 15.-bedste tid.
Hurtigst var de to Mercedes-kørere, Lewis Hamilton og Nico Rosberg.
Kevin Magnussen, som er tilbage i sædet efter sin voldsomme ulykke på Spa-banen i det seneste løb, kørte i alt 12 omgange i løbet af den en time lange træningssession. Det var én omgang færre end Palmer.
I den første træning fredag endte Magnussen på sidstepladsen og var 0,148 sekunder langsommere end teamkollega Jolyon Palmer, som sluttede næstsidst af alle kørere.
I anden træning fredag sluttede Magnussen på en 19.-plads. Jolyon Palmer blev ved den lejlighed sidst af alle kørere.
/ritzau/