Kevin Magnussen (Renault) fik fredag lov at teste banen i São Paulo før søndagens Formel 1-grandprix i Brasilien.
Den danske racerkører stod over ved fredagens første frie træning, men han var med i den anden træning senere på dagen.
Her satte Kevin Magnussen den 16.-bedste tid af de 22 kørere, og danskeren var bedre end sin britiske holdkammerat hos Renault, Jolyon Palmer.
Kevin Magnussens tid lød på 1 minut og 14,109 sekunder, og han var godt tre tiendedele af et sekund bedre end Palmer.
Lewis Hamilton (Mercedes) satte den hurtigste tid med 1 minut og 12,271 sekunder, mens holdkammeraten Nico Rosberg var næsthurtigst.
Fredagens første træning var uden dansk deltagelse, da Renault havde valgt at lade den unge russer Sergej Sirotkin få Magnussens sæde.
Kort efter fredagens anden træning offentliggjorde det amerikanske Formel 1-hold, Haas, at man har sikret sig Kevin Magnussen som kører i den kommende sæson.
Bekræftelsen af kontrakten mellem parterne kom efter nogle hektiske dage, hvor danskeren er blevet sat i forbindelse med et skifte fra Renault til Haas.
Onsdag meddelte Renault, at Jolyon Palmer fortsætter hos det franske hold i den kommende sæson sammen med nyerhvervelsen Nico Hülkenberg.
Dermed stod det klart, at Kevin Magnussen stopper hos Renault.
Grandprixet i Brasilien er sæsonens næstsidste, og tyske Nico Rosberg (Mercedes) kan søndag blive verdensmester for første gang i karrieren.
Det sker, hvis han vinder søndag. Så vil det være ligegyldigt, hvordan holdkammeraten Lewis Hamilton klarer sig i løbet./ritzau/