Den danske Formel 1-kører Kevin Magnussen kan med gode præstationer for det amerikanske team Haas danne grundlag for en vej, der fører tilbage til de store teams i Formel 1.
Sådan lyder vurderingen fra John Nielsen, der er Formel 1-ekspert på TV3+.
Hvis rygterne er sande, og Magnussen har fået tilbudt en toårig kontrakt hos Haas, kommer han ifølge eksperten til at køre hos et økonomisk stærkt privatteam, der i år har klaret sin første sæson i Formel 1 godt.
- Jeg tror, at han får en toårig kontrakt hos Haas, og på den måde kan han få arbejdsro. Så kan han måske ved at gøre en god figur lægge billet ind hos nogle af de store teams en gang mere.
- Kevins mål er jo at blive verdensmester i Formel 1, og det kan han kun blive hos de bedste eller hos et fabriksteam, siger John Nielsen.
I Formel 1-verdenen har Magnussen været i spil til en plads hos Renault, hvor han kører lige nu, og til en længere kontrakt hos Haas.
Renault-teamet offentliggjorde imidlertid onsdag, at de næste år fortsætter med Jolyon Palmer, som er Magnussens teamkammerat i år. Palmer kommer til at køre sammen med tyske Nico Hülkenberg.
En kontrakt med Haas-teamet kan ifølge John Nielsen også åbne op for nogle andre muligheder for Magnussen.
- Hvis ikke det lykkedes i Formel 1, er han i en Haas-organisation, som kører både Formel 1, Indycar og Nascar.
- Så han vil være inde i en organisation, hvor han kan få en lang og god karriere måske uden for Formel 1, siger John Nielsen.
Det kan ifølge eksperten blive sværere for Haas-teamet at køre Formel 1 i den nærmeste fremtid, blandt andet fordi Formel 1-reglementerne til næste år bliver lavet om.
Haas har i denne sæson støttet sig op ad Ferrari, der leverer motorer til det amerikanske team.
Men som privatteam vil Haas blive udfordret ved, at der kommer nye krav til racerbilerne, som teamet skal efterleve, mener John Nielsen.
/ritzau/