Magnussen om uvis fremtid: Der må gerne snart ske noget
Kevin Magnussen væbner sig med tålmodighed, da der endnu ikke er kommet en afklaring om Formel 1-fremtiden.
Kevin Magnussen ved ikke, hvad fremtiden bringer i 2017.
Kevin Magnussen ved ikke, hvad fremtiden bringer i 2017. Foto: /Scanpix


Kevin Magnussen venter fortsat i usikkerhed om fremtiden på Formel 1-holdet Renault, der i denne weekend skal køre grandprix i Singapore.

Renault-løbsdirektør Frederick Vasseur har sagt, at holdet i teorien kan vente med at sætte navne på næste sæsons to kørere i flere måneder. Det er Magnussen ikke enig i.

- Det er klart, at der gerne snart må ske noget. Det var nok sagt i sjov, men Vasseur er citeret for at sige, at man i princippet kan vente med at udnævne kørerne til en uge før den første vintertest engang i februar.

- Det er i princippet rigtigt, men så bliver det bare ikke mig, de annoncerer. Så længe vil jeg under ingen omstændigheder vente. Jeg er racerkører, og jeg skal leve af at køre race, siger Magnussen til BT.

Danskeren havde håbet på, at der ville komme en afklaring i Singapore og ved ikke, hvad der sker bag kulisserne.

Kontrakten med Renault inkluderer en option for 2017, som snart udløber, men Magnussen mener ikke, det ændrer situationen.

- Jeg tror ikke umiddelbart, der vil ske noget afgørende, når optionen udløber. Men selvfølgelig - hvis jeg til den tid har et bedre tilbud fra et andet team, kan jeg bare skrive under, siger han til avisen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.