Magnussen: Min straf får ikke den store betydning
Kevin Magnussen vurderer ikke, at hans startplads bagest i feltet i Bahrain får den store betydning.
Kevin Magnussen skal klokken 17.00 forsøge at køre sig frem fra sidstepladsen i Bahrain.
Kevin Magnussen skal klokken 17.00 forsøge at køre sig frem fra sidstepladsen i Bahrain. Foto: Sommer Jan/Polfoto


Racerkøreren Kevin Magnussen (Renault) starter bagest af alle 22 kørere i søndagens Formel 1-grandprix i Bahrain.

Årsagen er den straf, som danskeren er idømt, efter at han missede et rødt lys under fredagens træning.

Magnussen mener dog ikke, at straffen får den store betydning for hans muligheder i Bahrain, da han alligevel ville have haft svært ved at sikre sig en meget bedre startposition i lørdagens kvalifikation.

- Vi var højst endt som 15 eller deromkring, så det er ikke det helt store resultat, vi er gået glip af, siger Kevin Magnussen til TV3 Sport.

Danskeren forklarer, at Renault-bilerne har det svært i Bahrain på grund af de lange strækninger uden sving. På langsiderne kan de fleste af konkurrenterne få mere fart i bilerne end Renault.

Selv om banen i Bahrain ikke er ideel for Renault, så har Kevin Magnussen et håb om, at han kan rejse hjem med point. Det kræver en placering i top-ti.

- Der kan altid komme en safety car eller et rødt flag, og sker det på det rigtige tidspunkt, kan det være, at man er heldig, og så er point måske en mulighed.

- Det handler om at give den gas og se, hvad der sker, siger han.

- Hvis der ikke kommer en safety car eller noget lignende, så bliver det svært, og så er det måske højest 16.-pladsen, siger Magnussen.

De to Mercedes-kørere Lewis Hamilton og Nico Rosberg starter forrest i søndagens grandprix, der går i gang klokken 17.00.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.