Magnussen jubler over test i avanceret Porsche
Kevin Magnussen har kørt den første test for Porsche, og danskeren har svært ved at få armene ned igen.
Kevin Magnussen har for første gang testkørt for Porche, og det var en fantastisk oplevelse, beretter han.
Kevin Magnussen har for første gang testkørt for Porche, og det var en fantastisk oplevelse, beretter han. Foto: Colourbox/free


Kevin Magnussen og Porsche-teamet er i disse dage samlet på Circuit de Catalunya, hvor holdets nye Le Mans-bil, Hybrid 919, bliver testet.

Det betyder, at danskeren for første gang har været bag rattet i den hurtige sportsvogn, og det er en begejstret Kevin Magnussen, som beretter om oplevelsen.

- Det var rigtig godt. Det er den første racerbil, jeg har kørt i seks eller syv måneder, og det er en fantastisk bil med utrolig kraft, siger Magnussen ifølge teamets twitterkonto.

- Det er nemt at føle, at det her måske er den mest avancerede racerbil i verden i øjeblikket. Jeg kan ikke vente med at komme tilbage i bilen og køre igen, lyder det fra den danske racerkører.

Han skal forsøge at imponere Porsche-bosserne så meget, at han måske kan få et sæde i en af teamets Le Mans-biler til sommer, hvis der skulle blive en ledig plads.

I hvert fald gør Magnussen, hvad han kan for at rose bilen efter den første test, selvom han skal vænne sig til den nye racer.

- Jeg har et par ting, jeg skal arbejde med. At få helt styr på bremsetidspunktet for eksempel. Da du ikke kan se forhjulene, når du sidder i bilen, så ved man ikke præcis, hvornår de låser.

- Så det er noget, man skal vænne sig til, ligesom sigtbarheden er lidt mindre i forhold til andre biler. Så der er nogle ting, man skal vænne sig til, men mit første indtryk er rigtig godt, og jeg nød det rigtig meget, slutter Magnussen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.