Magnussen fik hurtigere dæk: Den helt rigtige strategi
Renault-danskeren kørte på super soft-dæk og overhalede flere konkurrenter. En god strategi, mener ekspert.
Kevin Magnussen kørte i mål på en 11.-plads i USA, men fik efterfølgende en tidsstraf og røg ned som nummer 12.
Kevin Magnussen kørte i mål på en 11.-plads i USA, men fik efterfølgende en tidsstraf og røg ned som nummer 12. Foto: Clive Mason/AFP


Kevin Magnussen startede skidt i søndagens Formel 1-grandprix i USA, men overhalede siden den ene konkurrent efter den anden og kørte i mål som nummer 11.

Efter løbet fik Magnussen en tidsstraf, der sendte ham ned på løbets 12.-plads.

Den gode afslutning skyldtes ikke mindst de ekstrahurtige super soft-dæk, Magnussen kørte på mod slutningen, fortæller Formel 1-kommentator på 3+ John Nielsen.

- Det var den helt rigtige strategi af teamet, siger John Nielsen.

- Når man kører de sidste 10-11 omgange på super soft-dæk, er det sjovt at være racerkører. Der skal man ikke tænke strategisk eller noget. Man kan bare give gas.

- I stedet for at passe på sine dæk, kan man køre som om, at det er kvalifikation hele tiden.

Søndagens præstation giver Formel 1-kommentatoren tro på, at Magnussen har en fremtid hos Renault, der stadig har et sæde ledigt til næste sæson.

- Han gjorde en god indsats, det er der ingen tvivl om. Det er, hvad Renault kan i øjeblikket, og han leverede, hvad bilen kan. Så det var bestået.

- Han skal blive ved med at vise det, han gjorde i går. Men jeg kan ikke se, der er andre på markedet, Renault kunne være interesseret i, siger John Nielsen.

Renault bekræftede tidligere på måneden tyske Nico Hülkenberg som en af holdets to kørere i næste sæson.

24-årige Magnussen er i gang med sin første sæson hos Renault. Tidligere kørte han 2014-sæsonen for McLaren.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.