Magnussen efter maratontest: Det gik bedre end planlagt
Kevin Magnussen havde været tilfreds med 111 omgange som onsdag. Men det blev til meget mere på anden testdag.
Kevin Magnussen havde endnu en god dag, da Renault torsdag testede i Barcelona.
Kevin Magnussen havde endnu en god dag, da Renault torsdag testede i Barcelona. Foto: Jens Buettner/picture-alliance/dpa/ap Images/AP


Kevin Magnussen var den af de 12 Formel 1-kørere, der kom på hårdest arbejde på fjerde testdag i Barcelona, men danskerens 153 omgange i Renault-raceren kan vise sig at være en god investering i den kommende tid.

De mange tilbagelagte kilometer var nemlig mere, end hans hold havde planlagt, og derfor blev der afprøvet flere ting end forventet på en yderst vellykket dag.

- Vi fik flere omgange, og vi var foran tidsplanen. Vi nåede mere, end vi havde på tidsplanen, og det sjældent, at man gør det, siger Kevin Magnussen.

På sin første testdag onsdag kørte han 111 omgange, og det var egentlig i nogenlunde det leje, han havde turdet håbe på igen.

Men det gik altså langt bedre. Blandt andet nåede han at gennemføre, hvad der svarer til et helt Formel 1-løb uden anden pause, end den tid det tog at fjerne en bil, der var gået i stå.

- Det blev til rigtig mange omgange, og det er jo fedt. Jeg sagde onsdag, at hvis jeg bare kunne få sådan en dag igen, ville det være godt, og det var faktisk bedre.

- Eftersom vi har kørt så mange omgange i disse dage, har vi mere tid i næste uge, siger Kevin Magnussen.

Dagens test sluttede dog ti minutter for tidligt, fordi Magnussens bil gik i stå. Årsagen var den simple, at den var løbet tør for brændstof.

I næste uge tester Formel 1-holdene på ny bilerne. Det foregår tirsdag til fredag på samme bane uden for Barcelona.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.