Magnussen bliver nummer 12 i flot Spa-kvalifikation
Kevin Magnussen starter som nummer 12 i søndagens Formel 1-grandprix i Spa. Rosberg tager pole position.
Kevin Magnussen sikrede sig i kvalifikationen et godt udgangspunkt forud for søndagens Formel 1-grandprix i Spa.
Kevin Magnussen sikrede sig i kvalifikationen et godt udgangspunkt forud for søndagens Formel 1-grandprix i Spa. Foto: Geert Vanden Wijngaert/AP


Den danske racerkører Kevin Magnussen sikrede sig lørdag eftermiddag en flot placering i kvalifikationen forud for søndagens Formel 1-grandprix i Spa.

Magnussen blev således nummer 12 på banen i Belgien.

Dermed sikrede danskeren sig en startplacering to pladser foran holdkammeraten Jolyon Palmer, der starter som nummer 14 ved søndagens grandprix.

Tyske Nico Rosberg (Mercedes) tager pole position foran den 18-årige hollænder Max Verstappen (Red Bull) og rutinerede Kimi Räikkönen (Ferrari).

I første kvalifikationsrunde fik Magnussen slettet en tid for at køre for langt ud af banen, men han nåede altså at sætte en tid, der sendte ham i anden kvalifikationsrunde, Q2.

Også Magnussens holdkammerat, Jolyon Palmer, kørte sig videre til Q2, og det var første gang i sæsonen, at begge Renault-kørere gik videre til anden kvalifikationsrunde.

I Q2 færdiggjorde Magnussen banen i tiden 1 minut og 48,485 sekunder. Det var knap et halvt sekund bedre end holdkammeraten Palmer.

Rosbergs vindertid lød på 1 minut og 46,744 sekunder.

Sæsonens førende kører, Lewis Hamilton (Mercedes), var inden kvalifikationen blevet idømt strafplaceringer for at have brugt for mange motordele. Det betyder, at han starter sidst ved søndagens grandprix.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.