Magnus Cort bliver dansk holdkaptajn ved VM i cykling
Den 23-årige Orica-Bikeexchange-rytter skal forsøge at følge op på sin Vuelta-succes ved VM i Qatar.


Den dobbelte Vuelta a España-etapevinder Magnus Cort bliver dansk holdkaptajn, når linjeløbet ved VM i cykling på landevej bliver kørt i næste måned i Qatar.

Det meddeler Danmarks Cykle Union på sin hjemmeside.

- Magnus Cort viste i Vueltaen, hvor stærkt et kort han er i en spurt, og han fortjener chancen som dansk holdkaptajn, siger Anders Lund, der er dansk landstræner ved VM.

- Han bakkes op af et hold, der kan levere et leadout i verdensklasse, men som også vil kunne udfordre i sidevinden.

- Det er ganske enkelt et superstærkt dansk hold med stor kvalitet på samtlige pladser, siger Anders Lund.

Magnus Cort brød tidligere i september for alvor igennem på den internationale cykelscene, da han vandt to etaper i Vuelta a España, blandt andet den afsluttende etape til Madrid.

De fem øvrige danske ryttere i linjeløbet ved VM er Søren Kragh Andersen, Michael Mørkøv, Christopher Juul-Jensen, Matti Breschel og Lars Bak.

Matti Breschel har to gange tidligere vundet en medalje i linjeløbet ved VM på landevej.

Den nuværende Cannondale-rytter vandt bronze i 2008, og to år senere hentede han VM-sølv.

Danmarks sølvvinder fra linjeløbet ved OL i Rio, Jakob Fuglsang, er ikke med i truppen til VM.

Linjeløbet i Qatar bliver kørt 16. oktober.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.