Mafiaen mistænkes for at ville dræbe anklager
Politiet i Italien har anholdt en mafiamand, der mistænkes for en plan om at myrde ledende anklager.
Italiensk politi. Arkivfoto.
Italiensk politi. Arkivfoto. Foto: Mauro Ujetto/ZUMAPRESS.COM


Det italienske politi har under en aktion tidligt tirsdag i Palermo i Sicilien anholdt en mistænkt mafiamand.

Manden hedder Vincenzo Graziano, og han blev anholdt, fordi en tidligere mafiamand begyndte at samarbejde med politiet, siger Vittorio Teresi, offentlig anklager i Palermo.

Den tidligere mafiamand begyndte "at synge" og kunne fortælle, at den nu anholdte Graziano er involveret i en plan om at myrde Antonino De Matteo, en af Italiens førende anklagere, når det gælder sager mod mafiaen.

Politiet havde blandt andet fået at vide, at Graziano skjulte store mængder sprængstof.

Men her har myndighederne et problem.

- Vi fandt ikke noget TNT, selv om vi har gennemsøgt et stort område. Det, at vi ikke har fundet det, bekymrer os meget, siger anklageren Teresi.

Manden, der har fortalt politiet om den angivelige plan om at dræbe anklageren, hedder Vito Galatolo. Han har forklaret, at ordren om at dræbe anklageren kommer fra Matteo Messina Denaro, der er Italiens mest eftersøgte mand og den formodede leder af den sicilianske mafia, Cosa Nostra.

I øjeblikket er de Matteo, der altså er truet af mord, den ledende anklager i en højprofileret sag i Palermo.

Her sidder tidligere mafialedere i Cosa Nostra på anklagerbænken sammen med tidligere politichefer og tidligere politikere.

Alle på bænken anklages for i begyndelsen af 1990'erne i hemmelighed at have forhandlet sig frem til en såkaldt ikke-angrebspagt.

/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.