Mærsk køber skibe for over syv milliarder kroner
Mærsk Line køber ni skibe for i alt mere end syv milliarder kroner efter køb af 11 skibe for en måned siden.


A.P. Møller-Mærsk har bestilt ni 353 meter lange skibe, som kan rumme 14.000 tyvefodscontainere for i alt 7,4 milliarder kroner. Det oplyser Maersk Line i en pressemeddelelse.

Rederiet bestilte først i juni 11 skibe fra Daewoo-værftet i Sydkorea på hver 19.630 tyvefodscontainere. Disse skibe er en videreudvikling af rederiets hidtil største skibsklasse, Triple E-skibene, på godt 18.300 tyvefodscontainere stykket.

Den nye ordre føjer minimum 126.000 tyvefodscontainere til rederiets kapacitet i 2017 og bidrager til den flådevækst på godt 425.000 tyvefodscontainere, der ifølge Maersk Lines skøn er nødvendig for at følge med markedet og ikke tabe markedsandele.

Og mens de største skibe i den lyseblå flåde er indkøbt særligt til at sejle på den travle rute mellem Asien og Europa, tilbyder denne mindre størrelse mere fleksibilitet:

- Med denne ordre har vi tage en ny fremgangsmåde i brug. Skibene er designet til at sejle på og operere effektivt på mange ruter og ikke kun én bestemt. De vil hjælpe os med at opretholde konkurrenceevnen og gøre vores flåde mere fleksibel og effektiv, siger Søren Toft, driftsdirektør i Maersk Line, i pressemeddelelsen.

Maersk Lines flåde var i maj 2015 på 2,9 millioner tyvefodscontainere, hvoraf de 1,7 millioner, fordelt på 273 skibe, var ejet af rederiet selv. Den resterende kapacitet var indchartret, fordelt på 335 skibe.

Med onsdagens ordre er ordrebogen oppe på godt 0,5 mio. tyvefodscontainere.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.