Mærsk-chef: Bådflygtninge-krise er en tragedie uden lige
En million flygtninge står ifølge Maersk Line klar til at tage den farlige tur til havs fra Afrika til Europa.
Maersk Lines containerskibe har i 2015 reddet 750 bådflygtninge i Middelhavet.
Maersk Lines containerskibe har i 2015 reddet 750 bådflygtninge i Middelhavet. Foto: Maersk Line/free


Vi har aldrig oplevet noget lignende.

Sådan siger Steffen Conradsen, risikochef i A.P. Møller - Mærsks containerrederi, Maersk Line, i et interview med Børsen, hvor emnet er den store strøm af bådflygtninge, som tager på en farlig rejse fra blandt andet Nordafrika mod Europa via Middelhavet.

Maersk Lines skibe har hidtil i 2015 reddet 750 bådflygtninge på strækningen.

- Hvad, der sker i Middelhavet, er uden sidestykke. Ingen steder på kloden har vi nogensinde skullet forholde os til en flygtningesituation af dette omfang og med store menneskelige tragedier, siger Steffen Conradsen til avisen.

I weekenden kæntrede en båd proppet med migranter ud for Libyens kyst. Hundredvis - 950 ifølge nogle overlevende fra ulykken - var om bord, og størstedelen frygtes omkommet.

To af Maersk Lines containerskibe deltog mandag i søgningen efter overlevende fra tragedien. Men selskabet har ingen grund til at tro, at ulykken får strømmen af migranter til at aftage.

- Vi regner med, at cirka en million flygtninge er på plads i Nordafrika og afventer at blive sejlet over Middelhavet mod de europæiske kyster. Vi har ingen forventninger om, at det stilner af, siger Steffen Conradsen til Børsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.