Mærsk afslører: Vi har givet penge til disse partier
For første gang afslører Mærsk, hvilke politiske partier, der har modtaget penge af rederiet.
Frank Aaen har bedt A.P. Møller-Mærsk lægge oplysninger frem om, hvilke partier, der har fået økonomisk støtte. Det har Mærsk nu gjort.
Frank Aaen har bedt A.P. Møller-Mærsk lægge oplysninger frem om, hvilke partier, der har fået økonomisk støtte. Det har Mærsk nu gjort. Claus Fisker / Scanpix arkiv


Tre dage før sin generalforsamling løfter A.P. Møller-Mærsk for første gang sløret for de politiske pengestrømme.

Op til valget til Europaparlamentet i maj 2014 donerede rederiet 500.000 kr. Pengene gik til De Radikale, Liberal Alliance, Konservative, Venstre og Dansk Folkeparti, der selv havde ansøgt om støtte, og pengene var "nogenlunde ligeligt fordelt", altså ca. 100.000 kr. til hvert parti.

Oplysningerne er kommet frem som følge af en række spørgsmål fra Frank Aaen, formand for foreningen Kritiske Aktionærer.

"Det er en åbenhed, som er ny, og det er vi selvfølgelig tilfredse med," siger Aaen, der også er folketingsmedlem for Enhedslisten til Finans.

A.P. Møller-Mærsk skriver i svaret til Frank Aaen, at man kun svarer på de politiske donationer for 2014, fordi generalforsamlingen omhandler det år. Koncernen understreger, at man ikke stiller betingelser sammen med sine bidrag til politiske partier, og Anders Würtzen, chef for public affairs, udtaler til Finans:

"Vi finder, at det er naturligt at yde støtte til det politiske arbejde, særligt i valgår. Ved dialog med politikere håber vi at opretholde viden om og interesse for de politikområder, der er vigtige for vores forretningsaktiviteter."

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.