Mænd truer med en pistol ud af bilruden
Østjyllands Politi anholder tre mænd, der viftede med en legetøjspistol ud af vinduet fra deres bil.


Tre mænd i tyverne er mandag aften blevet anholdt for at have truet med en pistol ud af vinduet fra en personbil flere steder i Aarhus.

Østjyllands Politi modtog klokken 16.55 en anmeldelse om episoden fra Kongevejen og fik i minutterne efter flere henvendelser - blandt andet fra Harald Jensens plads.

Personerne i bilen bliver standset på Viby Torv, fortæller vagtchef ved Østjyllands Politi Peter Hallstrøm.

- Vi anholder tre personer uden den store dramatik. Det viser sig dog, at det er en legetøjspistol, så de bliver sigtet for trusler, siger Peter Hallstrøm til Ritzau.

De tre mænd, der er 25, 30 og 30 år, er ved at blive afhørt og vil efterfølgende blive løsladt.

De tre er i forvejen kendt af politiet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.