Mænd risikerer fængselsstraf i miljøsag
Fire mænd risikerer fængsel i stor sag om byggeaffald, som blev læsset af på parkeringspladser og rastepladser
Fire mænd står tiltalt i historisk miljøsag, der kan ende med fængselsstraf.
Fire mænd står tiltalt i historisk miljøsag, der kan ende med fængselsstraf. Foto: C. TORP/free


En sag om tonsvis af byggeaffald har udviklet sig til den hidtil største straffesag om miljøet, siger Københavns Vestegns Politi.

Fire mænd er blevet tiltalt i sagen, og to af dem risikerer fængsel i længere tid, hvis de kendes skyldige.

Kvartetten anklages for at have læsset murbrokker, asfalt, jord og andet byggeaffald af på blandt andet rastepladser og parkeringspladser rundt om på Sjælland.

I stedet burde affaldet have været behandlet som miljøaffald.

I andre tilfælde blev affaldet blot gravet ned, hedder det i anklageskriftet, som anklagemyndigheden har frigivet tirsdag.

I alt er omkring 2000 ton affald blevet dumpet forskellige steder, påstås det.

For eksempel blev der læsset cirka 30 containerlæs affald af på Arrivas nedlagte busanlæg i Kokkedal.

Syv-otte læs havnede på en parkeringsplads i Lyngby, og andet affald blev efterladt på rastepladser i Solrød og Roskilde.

De to hovedmænd i affæren oprettede flere selskaber, som tilbød privat nedrivning af ejendomme.

Men fjernelsen af affaldet foregik helt bevidst i strid med reglerne, og lovovertrædelserne foregik systematisk og organiseret, hævdes det af anklagemyndigheden.

De påståede hovedmænd, der er 40 og 32 år, har været varetægtsfængslet siden oktober sidste år.

Retten i Glostrup skal efter planen behandle sagen i august og september.

For nylig har Østre Landsret i en kendelse slået fast, at varetægtsfængslingen ikke er uproportional med den straf, som kan forventes.

Tiltalen drejer sig især om overtrædelse af straffelovens særlige paragraf om grovere miljølovs-overtrædelser.

Men der er også rejst tiltale om hærværk, fordi private og offentlige grunde blev beskadiget.

På én enkelt grund i Havdrup ved Køge blev der læsset mindst 1500 ton af, påstås det.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.