Mænd i mørke dragter slog familie under hjemmerøveri
Maskerede røvere knuste natten til torsdag en rude for at trænge ind i en families bolig nord for Aarhus.


En familie fra Trige nord for Aarhus lå natten til torsdag og sov, da to hjemmerøvere trængte ind i deres hjem.

- Familien blev truet, og to i familien blev slået med et slagvåben, oplyser Østjyllands Politi.

- De er dog ikke kommet alvorligt fysisk til skade, lyder det videre.

Gerningsmændene, der var klædt i mørke dragter, havde knust en rude for at nå ind i familiens hjem.

Efter den voldelige indtrængen lykkedes det mændene at flygte fra stedet. Med sig fra huset havde de nogle af familiens smykker.

Gerningsmændenes ansigter var dækket af elefanthuer, og det er uvist, hvordan de kom til stedet, og hvilken retning de flygtede i.

- Politiet har lavet afhøringer i området, men er meget interesseret i at høre fra vidner eller øvrige, der kan have oplysninger i sagen, oplyser politiet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.