Mænd forsøgte at smule 14 flygtninge ind på Lolland
Politiets udlændingekontrol snuppede onsdag middag to biler med i alt 14 syriske flygtninge ved Rødby Færge på Lolland.
Rødby Færge er et yndet sted for politiets udlændingekontrol
Rødby Færge er et yndet sted for politiets udlændingekontrol Foto: Scanpix


To mænd af palæstinensisk afstamning blev vinket ind til siden, da de kørte fra borde på færgen ved Rødby på Lolland.
Mændene kørte i hver sin store tysk indregistrerede bil, der tilsammen viste sig at indeholde i alt 14 syriske personer på flugt, skriver Folketidende.dk.

Det drejede sig om syv mænd, tre kvinder og fire børn, der efterfølgende blev anholdt og sigtet for ulovligt ophold i landet. I forbindelse med afhøringen har de alle søgt asyl.

Det er dog de to palæstinensike mænd, der får de største problemer på halsen:

"Vi sigter dem efter straffelovens paragraf 125 a, der giver længere straframme, op til otte år. Det handler om grovere kriminalitet i og med at menneskesmuglingen ser ud til at være organiseret," siger Chris Bagge fra Grænsepolitiet under Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi.

Grænsepolitiet skal nu undersøge, om de to mænd har anden kriminalitet på samvittigheden.

Kilde: Folketidende.dk

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.