Mænd får ingen gavn af skræddersyet diabetesbehandling
Effekten ved skræddersyet behandling for type to diabetes preller af på mænd, viser ny forskning.
Der er stor kønsforskel på effekten af personlig behandling af type to diabetes, viser ny forskning.
Der er stor kønsforskel på effekten af personlig behandling af type to diabetes, viser ny forskning. Foto: Colourbox/free


En behandling af type to diabetes med personlig rådgivning og samtaler kan øge dine chancer for at overleve med 25 procent - hvis du vel at mærke er kvinde.

Til gengæld preller effekten af den skræddersyede behandling af på mændene.

Det påviser ny forskning fra Københavns Universitet.

- Vi er meget overraskede over, at der er så stor kønsforskel, når vi taler om overlevelse, siger læge og forsker bag studiet Marlene Øhrberg Krag i en pressemeddelelse:

- Vi kan ikke sige præcis hvorfor, men vi ved, at kvinder i højere grad tager rådgivning og behandlingstiltag til sig, mens mænd er mindre bekymrede over de langsigtede konsekvenser af diabetes og mere optaget af den begrænsning i personlig frihed, som sygdommen kan betyde.

Studiet bygger på undersøgelser af 1381 personer, der er blevet fulgt i 13 år, efter at de i seks år har fået behandling for type to diabetes.

Her oplevede de kvinder, der fik en personlig behandling, en mindre dødelighed end andre kvinder. Den samme forskel gjorde sig ikke gældende for mændene.

Årsagen til kønsforskellen står ikke klar for forskerne, der dog gætter på, at det skyldes andre faktorer såsom biologiske, sociale og kulturelle.

- Det er oplagt at forske videre i, hvordan vi kan få mændene til at tage ejerskab for deres behandling, siger Marlene Øhrberg Krag og fortsætter:

- Derudover er det vigtigt med en god dialog mellem læge og patient, så behandlingen måske i højere grad kan indrettes efter den mandlige patients behov.

- Vi er nødt til at blive bedre til at komme mændene i møde, så de også kan opnå en bedre overlevelsesrate.

Forskningsresultaterne får forskerne til at anbefale, at det undersøges, om mænd bør modtage en anden behandling for type to diabetes end kvinder.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.