Maduro truer opposition med udvidet nødretstilstand
Onsdag var der demonstrationer i flere byer i Venezuela, men i hovedstaden blev den brudt op af tåregas.


Venezuelas præsident, Nicolás Maduro, er klar til at udvide den undtagelsestilstand, han har gjort gældende i det kriseramte sydamerikanske land siden mandag.

Truslen kommer, efter at modstandere af Maduros regering onsdag forsøgte at gennemføre demonstrationer i landets hovedstad, Caracas, og flere andre byer.

- Jeg vil om nødvendigt ikke tøve med at udstede et dekret for at kæmpe for fred og stabilitet i dette land, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP onsdag til tilhængere.

Udvidelsen af undtagelsestilstanden, som foreløbig løber i 60 dage, vil give politi og nationalgarden ret til at opretholde den offentlige orden ved at tilsidesætte love og rettigheder i Venezuela.

Omkring 1000 personer samledes onsdag i Caracas for at protestere mod Nicolás Maduro og hans regering, der siden seneste parlamentsvalg har styret landet med dekreter og højesteretsdomme, fordi oppositionen nu sidder på flertallet i nationalforsamlingen.

Men soldater fra nationalgarden samt politi afspærrede et torv, hvor demonstranterne havde planlagt at mødes, hvilket fik demonstrationen til at flyde ud i de nærliggende gader.

Der blev ligeledes affyret tåregas, hvilket fik folk til at forlade området. Enkelte anholdelser blev foretaget.

Oppositionen i Venezuela forsøger at skaffe opbakning i befolkningen til en folkeafstemning, der skal fjerne præsident Maduro fra magten. Den mener, at han regerer i strid med forfatningen.

53-årige Maduro, der blev håndplukket af sin forgænger, Hugo Chávez, til at lede landet efter Chávez' død, forsøger at styre Venezuela, selv om landets økonomi er sendt i frit fald på grund af den faldende oliepris og en inflation, der er blandt verdens højeste.

Undtagelsestilstanden, som de 30 millioner venezuelanere er omfattet af nu, er indtil videre ikke blevet håndhævet i særlig høj grad, skriver AFP.

Men, siger Maduro, den kan blive udvidet, hvis de "voldelige" demonstrationer organiseret af oppositionen fortsætter.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.