Mads Würtz Schmidt sejrer - Valgren forsvarer trøjen
U23-verdensmesteren i enkeltstart vandt enkeltstarten i Postnord Danmark Rundt for andet år i træk.
Mads Würtz Schmidt vandt igen enkeltstarten i Postnord Danmark Rundt.
Mads Würtz Schmidt vandt igen enkeltstarten i Postnord Danmark Rundt. Foto: /Polfoto


Mads Würtz Schmidt (Virtu Pro-Veloconcept) var hurtigst, og Michael Valgren (Tinkoff) forsvarede føringen i den samlede stilling, da cykelrytterne i Postnord Danmark Rundt lørdag kørte 4. etape, en enkeltstart på 19,6 kilometer i Nyborg.

22-årige Mads Würtz Schmidt, der er U23-verdensmester i enkeltstart, kørte fremragende på den sidste del af enkeltstarten.

I mål var han otte sekunder hurtigere end hollænderen Lars Boom, der ellers var foran danskeren på den sidste mellemtid.

Mads Würtz Schmidt, der også vandt enkeltstarten i det danske løb sidste år, tømte sig selv helt for kræfter i afslutningen, og den unge dansker måtte efterfølgende hjælpes af cyklen, inden han sundede sig med en cola.

Han kunne bagefter glæde sig over, at han med præstationen kørte sig op som nummer tre i den samlede stilling.

Michael Valgren sluttede på fjerdepladsen, ti sekunder efter etapevinderen, og han er storfavorit til at vinde Postnord Danmark Rundt for anden gang i karrieren.

Han vandt også løbet i 2014, mens landsmanden Christopher Juul-Jensen vandt sidste år.

Orica-Bikeexchange-rytteren er ikke med i årets Postnord Danmark Rundt.

Løbet slutter søndag med den traditionsrige etape til København, der slutter på Frederiksberg Allé.

Michael Valgren fører samlet med 12 sekunder ned til Magnus Cort (Team Postnord Danmark).

Mads Würtz Schmidt følger efter som nummer tre med et minus på 56 sekunder i forhold til Valgren, så det tegner til tre danskere på podiet i København.

Østrigeren Michael Gogl (Tinkoff) er nummer fire samlet, et minut og 20 sekunder efter den førende rytter.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.