Mads Mikkelsen afslører: Ville gerne have været tømrer
Den danske stjerne ville gerne have været tømrer og røber i et nyt interview, hvorfor han bor i Danmark.
Mads Mikkelsen har hænderne skruet rigtigt på.
Mads Mikkelsen har hænderne skruet rigtigt på. Foto: Martin Sylvest/Scanpix


Han har spillet Hannibal Lecter og superskurken i "James Bond"-universet. Han har en rolle i den sagnomspundne "Star Wars"-franchise "Rogue One: A Star Wars Story" og er i øjeblikket aktuel i Marvel-braget "Doctor Strange".

Mads Mikkelsen styrer mod stjernerne, men hvis den 50-årige filmkomet ikke var blevet skuespiller, havde han kastet sig over et håndværk, afslører den danske darling.

- Jeg ville gerne have været tømrer. Jeg kan godt lide at lave ting af træ. Jeg er også temmelig god til det og har bygget en del, men kunne godt lære mere, røber han i et nyt interview med den norske avis VG.

Der er dog ikke udsigt til, at Mads Mikkelsen skal bygge borde og bænke foreløbigt. Filmkarrieren tordner fortsat derud, og der er masser af bud efter den danske stjerne "over there".

- Alt, hvad der kommer min vej, og som jeg synes om, laver jeg. Der er ingen strategi, fortæller den ridderslåede skuespiller til VG og fortsætter:

- Fra starten af min karriere har jeg gjort det klart, at jeg ikke skal være ambitiøs på vegne af min karriere, men på vegne af de projekter, jeg er involveret i. Det giver ikke mening at kontrollere sin karriere, for man bliver kun skuffet, hvis man bruger hvert projekt som et springbræt til noget større, siger han.

Selv om Hollywood har vænnet sig til at sige Mads Mikkelsen, bliver Cannes-vinderen stadig boende i det danske land, fastslår han.

- Jeg bor i København - ikke bare fordi jeg kan lide det, men også af praktiske årsager. Alle amerikanske film, jeg har lavet, er faktisk indspillet i Europa. Så det havde været lidt specielt, hvis jeg skulle flytte familien til USA og fortælle dem dagen efter, at far altså skal til Rumænien for at indspille film, siger han.

Privat er Mads Mikkelsen gift med koreografen Hanne Jacobsen, og sammen har parret to voksne børn.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.