Mads Mensah erstatter Rasmus Lauge fra start mod Ungarn
Gudmundur Gudmundsson har foretaget to udskifterne fra start til kampen mod Ungarn ved EM.
Rasmus Lauge må en tur på bænken fra start mod Ungarn.
Rasmus Lauge må en tur på bænken fra start mod Ungarn. Foto: J¯RGENSEN JAKOB/JAKOB J¿RGENSEN


Landstræner Gudmundur Gudmundsson har rystet posen en anelse i sin startformation til den sidste gruppekamp ved EM i håndbold mod Ungarn.

Efter at have startet inde i de to første kampe starter Rasmus Lauge på bænken og bliver erstattet af Mads Mensah Larsen, der i de seneste kampe har gjort det godt, når han har fået chancen.

Også på venstre fløj er der skiftet ud. Casper U. Mortensen, der kun har fået få spilminutter i turneringen hidtil, erstatter topscoreren fra den seneste kamp, Anders Eggert.

På den anden fløj spiller Lasse Svan Hansen igen fra start, mens Mads Christiansen og Mikkel Hansen spiller henholdsvis højre og venstre back.

Endeligt passer Henrik Toft Hansen pladsen som stregspiller. I målet står Niklas Landin.

Henrik Møllgaard bliver skiftet ind, når holdet forsvarer. Han erstatter Mads Mensah eller Mikkel Hansen, alt efter hvilken side Danmark starter i.

Kampen begynder klokken 20, og Danmark kan med en sejr tage fire point med til mellemrunden.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.