Mad Men-stjerne indlagt for alkoholmisbrug
Skuespilleren Jon Hamm fra serien "Mad Men" har netop gennemgået et behandlingsforløb på en afvænningsklinik for sit massive alkoholmisbrug.
Skuespilleren Jon Hamm er ude på den anden side efter et afvænningsforløb. Her ses han 22. marts 2015 til en visning af "Mad Men," hvor han har hovedrollen.
Skuespilleren Jon Hamm er ude på den anden side efter et afvænningsforløb. Her ses han 22. marts 2015 til en visning af "Mad Men," hvor han har hovedrollen. Foto: Evan Agostini/EVAN AGOSTINI/INVISION/AP


Han er kendt for rollen som den drinks- og dameglade reklamemand Don Draper i successerien "Mad Men," men indtagelsen af alkohol har privat fyldt for meget for seriens hovedrolleindehaver Jon Hamm.

Derfor har den 44-årige skuespiller ladet sig indlægge til et behandlingsforløb på en afvænningsklinik for få styr på sit alkoholmisbrug.

Det meddeler hans repræsentant, Annett Wolf, i en udsendt erklæring, som blandt andet avisen The Guardian har bragt.

- Jon Hamm har for nylig færdiggjort behandlingen mod sin alkoholafhængig, lyder det i den korte erklæring, der tilføjer, at indlæggelsen er sket med stor støtte fra Hamms kæreste gennem 18 år, skuespillerinden og manuskriptforfatteren Jennifer Westfeldt.

- De beder om, at folk respekterer deres privatliv, tilføjer Hamms talsperson i de sparsomme detaljer om indlæggelsen.

Hamm har - ud over alkohol - også haft andre dæmoner at slås med, og i et interview med "The Observer" i 2010 fortalte han, hvordan han tidligere har kæmpet mod kronisk depression efter sin fars død.

- Jeg havde det virkelig dårligt. Jeg gik i terapi og fik antidepressiver, som hjalp mig. Det giver et andet perspektiv, når man er helt fortabt i en ond spiral, lød det dengang fra Hamm, der efter sit alkoholmisbrug endnu en gang har været nødt til at søge professionel hjælp for sine problemer.

For sin rolle som Don Draper har Jon Hamm fået hele syv Emmy-nomineringer og fem Golden Golden-nomineringer, hvoraf han har vundet en enkelt gylden globe.

"Mad Men"-serien kører i øjeblikket på sin syvende og sidste sæson.

Newspaq

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.