Måske er det slut: Schleck har kaldt til pressemøde
Cykelrytteren Andy Schleck holder pressemøde i Luxembourg på torsdag. Han har været hårdt ramt af skader.


Måske er karrieren forbi for den luxembourgske cykelrytter Andy Schleck.

Den 29-årige cykelrytter har ikke kørt cykelløb siden han styrtede og udgik af årets Tour de France kun et par dage inde i løbet.

På det tidspunkt var Andy Schleck slet ikke anset for at være blandt løbets favoritter, for han har ikke været i stand til at finde tilbage til sin gamle styrke siden han slog hoften i et styrt i 2012.

Andy Schleck har aldrig stået øverst på podiet i Tour de France, men han blev erklæret som vinder af løbet i 2010, da Alberto Contador fik frataget sin sejr efter en positiv dopingprøve.

Desuden blev han nummer to efter Cadel Evans i 2011.

Storebror Fränk Schleck har forlænget sin kontrakt med Trek-holdet, men det har Andy Schleck ikke.

I 2004 kom Andy Schleck ind på Bjarne Riis' hold Team CSC på en lærlingekontrakt i en alder af kun 19 år. Derefter kørte han på det danske hold fra 2005 til og med 2010.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.