Mårhunden er kommet for at blive
Trods en stor indsats er målet om at udrydde den invasive mårhund fra den danske natur slået fejl.


Fem års kamp mod mårhunden i den danske natur har haft effekt. Men håbet om at komme af med det altædende rovdyr er slukket. Det fremgår af en ny evalueringsrapport fra Cowi lavet for Naturstyrelsen.

Siden det første eksemplar blev set ved Vejle i 1980, har mårhunden været under skarpt opsyn, fordi det er en invasiv art.

I årene efter blev mårhunden da også registreret stadig flere steder i både Jylland og én gang på Fyn.

Fordi mårhunden ikke hører hjemme i den danske natur udgør den en trussel mod blandt fugle, små pattedyr og padder. Samtidig kan mårhunde bære på både rabies og bændelorm.

I 2010 lavede Naturstyrelsen en indsatsplan for mårhund, som udløber til nytår i år. Dengang var målet, at mårhunde skulle udryddes helt som yngledyr.

Sådan er ikke gået. Selvom der siden kampen gik ind er indrapporteret mere end 600 døde mårhunde. Over 450 af dem er nedlagt af Naturstyrelsen, jægere og særligt uddannede mårhundejægere, mens de resterende primært er trafikdræbte dyr.

Et særligt våben mod mårhunden har været såkaldte judasdyr, der er indfangede og steriliserede mårhunde udstyret med et gps-halsbånd.

Da mårhunde altid lever i par, opsøger de udsatte judasdyr hurtigt en mage, som så kan opspores med gps-signalet og enten aflives eller gøres til et nyt judasdyr.

Men selvom både jægere, judas og jagende biler alle har gjort deres indhug i bestanden, så er mårhunden her stadig.

- Man kan sige, at for fem år siden satte vi et ambitiøst mål, som har vist sig urealistisk. Men vi har gjort en stor indsats med gode resultater, og det er lykkedes er forhindre mårhunden i at brede sig uden for Jylland, siger projektleder Marie Fangel Cleeman fra Naturstyrelsen.

Ifølge erfaringer fra andre lande kan en ureguleret bestand af mårhunde syvdobles på fem år og 100-dobles på 20 år.

Den fremtidige indsats mod mårhunden skal besluttes til efteråret.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.