Målmand sender Yussuf Poulsens klub nærmere oprykning
Det så sort ud for RB Leipzigs oprykningschancer, men så dukkede målmanden op og scorede sejrsmålet.
Yussuf Poulsen kan fortsat håbe på oprykning til Bundesligaen.
Yussuf Poulsen kan fortsat håbe på oprykning til Bundesligaen. Foto: /Polfoto


Et mål i dommerens tillægsminutter var fredag aften med til at holde Yussuf Poulsens klub, RB Leipzig, inde i kampen om oprykning til Bundesligaen i fodbold.

Den afgørende scoring til 2-1 hjemme mod Darmstadt blev sat ind af Leipzig-målmanden Fabio Coltorti.

Han løb med frem ved et hjørnespark, og Darmstadt-forsvaret havde tydeligvis ingen plan for, hvordan de skulle dække den schweiziske målmand op.

34-årige Fabio Coltorti stod derfor klar til at tage imod nedfaldet fra et hovedstød, og han bankede derefter bolden i mål til slutresultatet.

Målet var ekstremt vigtigt for RB Leipzig, der havde Yussuf Poulsen med i hele kampen.

Alt andet end en sejr ville sandsynligvis have betydet, at holdet havde været ude af spillet om oprykning.

Darmstadt indtager med 50 point for 30 kampe nemlig tredjepladsen, der giver adgang til playoff-kampe mod nummer tredjesidst i Bundesligaen om en plads i den bedste række i næste sæson.

RB Leipzig, der er nummer fem, har 47 point og mangler lige som Darmstadt at spille fire kampe.

Karlsruhe er nummer fire med 49 point for 29 kampe.

Traditionsklubben Kaiserslautern tog et stort skridt mod oprykning, da klubben vandt 2-0 ude over Bochum.

Kaiserslautern er nummer to med 54 point for 30 kampe og sidder på den ene af de to direkte oprykningspladser.

Den anden indehaves af rækkens nummer et, Ingolstadt, som med 58 point for 29 kampe er meget tæt på direkte oprykning til Bundesligaen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.