Målløst lokalbrag i Catalonien får racistisk efterspil
Neymar blev angiveligt udsat for racistiske tilråd under lokalderbyet mod Espanyol lørdag.
Ifølge Barcelona-anfører Andrés Iniesta blev Neymar (billedet) udsat for racistiske tilråb fra en Espanyol-fan.
Ifølge Barcelona-anfører Andrés Iniesta blev Neymar (billedet) udsat for racistiske tilråb fra en Espanyol-fan. Foto: /free


Espanyol jublede efter at have sikret 0-0 hjemme mod lokalrivalerne fra FC Barcelona, men i Barcelona-lejren var det ikke kun resultatet, som efterfølgende fik kommentarer med på vejen.

En af hjemmeholdets tilhængere havde også påkaldt sig negativ opmærksomhed med racistiske tilråb mod den brasilianske stjernespiller Neymar.

- Det var i det ene hjørne i første halvleg fra én fan, fortæller Barcelonas anfører, Andrés Iniesta, ifølge ESPN.

Barcelona-træner Luis Enrique ville ikke kommentere på episoden efterfølgende, men det ville landsholdsstopperen Gerard Pique gerne, selv om han ikke havde hørt tilråbene.

- Hvis det er sket, bør de (de pågældende fans, red.) blive straffet, lyder det fra Pique.

- Dem, som gjorde det, er ansvarlige - ikke alle Espanyol-fans. De skyldige skal identificeres og udpeges enkeltvis, tilføjer han.

Det uafgjorte resultat betød, at Atlético Madrid senere lørdag aften strøg forbi Barcelona i toppen af Primera Division og snuppede førstepladsen.

Barcelona har dog spillet en kamp færre og kan dermed indhente de to point, holdet nu er efter, i den udsatte kamp.

Real Madrid spiller sent søndag ude mod Valencia, hvor Rafael Benitez' tropper kan komme a point med Barcelona - dog for en kamp mere end de forsvarende mestre i så fald.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.