Målløs danskerdebut i ny indisk fodboldliga
Delhi Dynamos med Morten Skoubo og Mads Junker på holdet måtte nøjes med 0-0 i Indian Super League-debut.
Morten Skoubo måtte lade sig udskifte med den mangeårige Juventus-stjerne Alesandrop del Piero efter 35 minutter i danskerens debut i den nystartede fodboldliga i Indien. Mads Junker spillede godt 80 minutter for Delhi Dynamos.
Morten Skoubo måtte lade sig udskifte med den mangeårige Juventus-stjerne Alesandrop del Piero efter 35 minutter i danskerens debut i den nystartede fodboldliga i Indien. Mads Junker spillede godt 80 minutter for Delhi Dynamos. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Efter flere års tilløb er det endelig lykkedes at få Indian Super League på benene. Og de to danskere på kontrakt fik debut i ligaen, da Delhi Dynamos tirsdag tog imod Pune City i holdets første kamp i den nye sæson.

Morten Skoubo og Mads Junker måtte dog nøjes med uafgjort 0-0 i åbningskampen, hvor specielt Junker ellers havde en stribe gode muligheder for at blive matchvinder.

Den tidligere FC Nordsjælland-spiller var sit holds farligste angriber, men han kunne ikke få bolden forbi Punes italienske målmand Emanuele Belardi.

Efter godt 80 minutters spil måtte han derfor forlade kampen til fordel for en holdkammerat med friske ben.

Og for Skoubo sluttede kampen allerede efter godt 35 minutters spil, da han måtte lade sig skifte ud efter et sammenstød med gæsternes forsvarsspiller Bruno Cirillo.

Han blev afløst af endnu en italiener i form af Juventus-legenden Alessandro Del Piero, som høstede kampens største bifald, da han gjorde sin entre på stadion i Delhi.

Hos Pune var franske David Trezeguet sit holds helt store profil, men han måtte også gå fra banen uden scoring i en kamp, der dalede i tempo og niveau mod slutningen, hvor trætheden satte ind.

Delhi Dynamos spiller igen på søndag, hvor holdet skal på besøg hos Atletico de Kolkata, der vandt 3-0 i sin første kamp mod Mumbai City.

Her er den tidligere Liverpool-spiller Luis Garcia den helt store profil.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.