Underbetalte tjenere og køkkenpersonale, der ikke får overarbejdstillæg og arbejder uden pensionsordning.
Det er åbenbart ikke noget, der bekymrer os danskere synderligt, når vi går på restaurant.
En ny repræsentativ meningsmåling, lavet af analysebureauet Wilke for Avisen.dk, peger på, at kun de færreste danskere - omkring hver femte - skænker kokken og tjenerens løn en tanke, når de spiser ude. Hele 72,2 procent svarer således nej til, at de tænker over, om personalet har overenskomst, når de spiser ude på restaurant.
Udnyttelse af ansatte
Men en manglende overenskomst betyder ofte lavere løn og dårlige arbejdsvilkår for de ansatte tjenere, kokke og køkkenpersonale, advarer fagforbundet 3F.
John Frederiksen, der er forhandlingssekretær i 3F Privat Service, Hotel og Restauration, gør opmærksom på, at ansatte uden overenskomst eksempelvis må finde sig i at blive underbetalt, have for mange og lange vagter og ikke have pensions- og barselsordning.
Han mener, at store restaurationskæder herhjemme fravælger overenskomsten, fordi de så kan kan give personalet en lav løn og dermed sætte priserne på mad lidt lavere. Han kalder det udnyttelse af de ansatte.
- Men som en bevidst forbruger må man spørge sig selv, om det er værd at sidde og spise en god bøf, når kokken ude i køkkenet får en halvtredser i timen? Det kan altså gå hen og blive for gult og billigt, siger John Frederiksen.
3F har udviklet hjemmesiden 'okforhold.dk', hvor forbrugerne kan tjekke, hvilke restauranter der har overenskomst.
- Jeg tror ikke, folk er ligeglade, de er bare ikke bevidste. Derfor er der brug for oplysning, siger John Frederiksen.
Det forpligter og begrænser
Kun hver femte restaurant skønnes at have overenskomst, fremgår det i en artikel fra Ugebrevet A4 fra 2014.
Hos brancheforeningen Horesta, der blandt andet repræsenterer restauratørerne, fortæller juridisk direktør Pia E. Voss, at arbejdsgiverne ofte fravælger overenskomsten, fordi den er ufleksibel.
- Når man tegner overenskomst får man noget forudsigelighed og nogle faste rammer. Og det kan jo give nogle fordele, men det giver altså også nogle forpligtigelser, der begrænser fleksibiliteten, siger Pia E. Voss.
Hun fortæller, at mange restauranter i stedet vælger at køre med overenskomstlignende forhold.
- At man ikke har overenskomst, betyder nødvendigvis ikke, at lønnen til de ansatte er lavere, fastslår hun.