Dansk Folkeparti blev Danmarks næststørste parti ved det seneste valg, og partiets popularitet i den brede danske befolkning har blandt andet været koblet med partiformand Kristian Thulesen Dahls egen popularitet.
En ny undersøgelse foretaget af YouGov for metroxpress viser dog, at partiformandens popularitet blandt danskerne aldrig har været lavere i hans tid som partiformand.
Således har danskerne bedømt DF'erens popularitet til at være 3,08 på en skala fra et til fem svarende til, at de synes 'hverken godt eller dårligt' om ham. Til sammenligning har Thulesen Dahls popularitet tidligere været oppe på 3,5.
Målingen er en reminder til partiet om, at "træerne ikke vokser ind i himmelen", og at tiden med 'free ride' er slut, mener metroxpress' politiske kommentator, Henrik Qvortrup.
"Kristian Thulesen Dahl bliver i stigende grad vurderet på lige fod med de andre partiledere. Der har nok været en tendens til, at han har kunnet slippe af sted med ting, andre partiledere ikke kunne," siger Henrik Qvortrup til metroxpress.
Han henviser til den kritik, partiet blandt andet har modtaget for finansloven, Messerschmidts regnskabssag samt debatten i forbindelse med EU-afstemningen, hvor partiets holdninger også har delt vandene blandt danskerne.
Kristian Thulesen Dahl har været formand siden september 2012, hvor daværende partileder gennem 17 år, Pia Kjærsgaard, valgte at trække sig fra formandsstolen.