Måling: FDP vinder nyt fodfæste i delstatsvalg
Det liberale FDP er tilbage i Borgerrepræsentationen i delstaten Hamburgs borgerrepræsentation.
Hamburgs socialdemokratiske borgmester, Olaf Scholz, fejrer sejren i søndagens delstatsvalg, hvor SPD dog mister sit absolutte flertal i Borgerrepræsentationen.
Hamburgs socialdemokratiske borgmester, Olaf Scholz, fejrer sejren i søndagens delstatsvalg, hvor SPD dog mister sit absolutte flertal i Borgerrepræsentationen. Foto: Joern Pollex/AP


Delstatsvalget i Hamburg blev en sejr til det liberale FDP, har med en valgstedsmåling på 7,3 procent vundet pladser i Borgerrepræsentationen i Tysklands næststørste by. Samtidig vandt det socialdemokratiske SPD valget, men mistede den absolutte majoritet.

Siden de liberale røg ud af Forbundsdagen for første gang nogensinde ved valget i 2013, er partiet faldet for spærregrænsen på fem procent ved samtlige valg og blevet sendt ud af delstatsparlamenterne på stribe.

Den lokale FDP-chef, Katja Suding, har ifølge de tyske medier ført en strålende valgkamp og har dermed givet FDP et tiltrængt politisk comeback.

- Resultatet viser, at man igen kan regne med FDP, siger partiets forbundsformand, Christian Lindner.

De regerende socialdemokrater med borgmester Olaf Scholz i front har ifølge de første valgstedsmålinger vundet delstatsvalget med 46,7 til 47 procent af stemmerne med stor afstand til forbundskansler Angela Merkels CDU, der fik mellem 15,9 og 16 procent af stemmerne.

Det EU-kritiske Alternative für Deutschland (AfD) når ifølge valgstedsmålingen lige akkurat over spærregrænsen med 5,3 til 5,4 procent af stemmerne. Partiet, der består af tidligere FDP- og CDU-folk, er kommet ind i tre østtyske delstatsparlamenter.

Ifølge valgstedsmålingen vil SPD få 59 pladser, CDU 20, De grønne 15, De Linke 11, FDP 9 og AfD 7. Det absolutte flertal kræver 61 mandater, og dermed mangler SPD to mandater for at kunne fortsætte partiets flertalsregering.

Valgdeltagelsen ligger på omkring 54 procent mod 57,3 procent ved valget i 2011.

Scholz bekræftede på valgaftenen, at han kun vil føre koalitionsforhandlinger med De Grønne, men samtidig åbnede han indirekte for forhandlinger med det erhvervsvenlige FDP.

For CDU fortsætter svækkelsen i delstaterne og storbyerne. For nuværende er der ingen af Tysklands 10 største byer, der er regeret af CDU. CDU og søsterpartiet CSU har kun magten i fem af 16 tyske delstater.

/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.