Måling af rejsendes tilfredshed breder sig i hele landet
Fire regionale trafikselskaber tilslutter sig landsdækkende målinger af kundetilfredshed. Movia holder sig ude


Fra næste år kan pendlere, politikere og andre, der ønsker at følge den kollektive trafik, sammenligne kundetilfredshed i bus og tog over det meste af landet.

Fire regionale trafikselskaber har valgt at tilslutte sig de kommende kundetilfredshedsmålinger fra Passagerpulsen, som begynder i starten af næste år.

- Det betyder gigantisk meget for os og passagererne, for det giver et meget bedre grundlag for at vurdere, hvor tilfredse eller utilfredse passagererne er med den kollektive transport i Danmark, siger afdelingschef i Passagerpulsen Mette Boye til Ritzau.

Sydtrafik, FynBus, Midttrafik og jernbanedelen af Nordjyllands Trafikselskab har alle valgt at tilslutte sig målingerne, som i forvejen tæller DSB, Arriva og Metroselskabet.

Og med det grundlag vil målingerne udløse ny og brugbar viden, forudser Mette Boye.

- Den viden, vi får fra undersøgelserne, skal i anvendelse hos dem, der bestemmer over den kollektive transport, og den viden findes simpelthen ikke i dag, påpeger hun.

Transportminister Magnus Heunicke (S) ser frem til at gøre brug af undersøgelserne.

- Det har kan bruges til at fokusere de midler, vi bruger på den kollektive trafik, bedst muligt, siger han til Ritzau og roser de regionale trafikselskaber for at tilslutte sig.

- Det er det eneste rigtige, at det bliver landsdækkende, og at vi måler på samme parameter, siger ministeren og uddyber:

- Jeg hører fra rigtig mange pendlere, at de savner bedre sammenhæng mellem afgangstiderne på busser og tog.

- Men hvis busselskabet og togselskabet måler på hver sin måde, så får vi ikke fanget det ind, og jeg tror, at de her målinger kan give bedre koordinering på tværs af selskaberne.

Trods den seneste tilslutning er det dog ikke alle trafikselskaber, der har sagt ja til at deltage i målingerne.

Busdelen af Nordjyllands Trafikselskab, bornholmske BAT og ikke mindst Movia, der står for buskørslen på Sjælland og dermed også i København, står indtil videre udenfor.

- Der ingen tvivl om, at vores ambition på vegne af passagererne er, at alle selskaber er med, for kun på den måde kan vi på baggrund af fakta sætte passagererne i centrum på rejsen, siger Mette Boye og tilføjer:

- Det er vi i dialog med Movia om, men indtil videre har deres bestyrelse besluttet, at man ikke ønsker at være med.

Transportministeren håber, at de resterende selskaber vil tilslutte sig, så målingerne kan dække hele landet.

- Jeg håber, at de vil være med, og jeg kan ikke forstå, hvis de ikke vil, konstaterer han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.