Målfest og comeback sender DRCongo i semifinalen
Seks mål blev der scoret, da DRCongo gjorde det af med naboerne fra Congo i Africa Cup of Nations.
Congo var på sejrskurs mod DR Congo, men trods Férébory Dorés scoring lykkedes det ikke congoleserne at nå semifinalen.
Congo var på sejrskurs mod DR Congo, men trods Férébory Dorés scoring lykkedes det ikke congoleserne at nå semifinalen. Foto: Themba Hadebe/AP


Der var lagt op til sproglig forvirring, da nabolandene Congo og DRCongo skulle afgøre, hvem der skulle i semifinalen ved Africa Cup of Nations.

Der bor mere end 15 gange så mange mennesker i DRCongo, og det blev også den befolkningsmæssige storebror, der avancerede efter et imponerende comeback i en målfest.

DRCongo vandt kampen 4-2 og kan nu pryde sig af at være blandt Afrikas fire bedste fodboldnationer.

Der var spillet 55 minutter, før der kom gang i målscoringen, men så fulgte en vanvittig afslutning med masser af mål.

Congo kom på både 1-0 og 2-0 ved Férébory Doré og Thievy Bifouma.

Dermed lignede det unægtelig, at de glade og dansende Congo-fans ville blive forkælet med en plads i semifinalen, men DRCongo ville det anderledes.

Dynamo Kiev-angriberen Dieumerci Mbokani bragte spændingen tilbage i opgøret med sin reducering til 2-1 efter 65 minutter, og det rystede Congo.

10 minutter senere udlignede angriberen Jeremy Bokila, da han vendte flot rundt i feltet og sparkede bolden hårdt i nettaget.

Så var der lagt op til en nervekrig mellem nabolandene, men DRCongos Jöel Kimwaki havde ingen intentioner om at skulle i forlænget spilletid.

Han scorede til 3-2, og opgøret var dermed vendt fuldstændig på hovedet i løbet af et kvarter.

I overtiden slog Dieumerci Mbokani sejren fast, da han scorede til 4-2.

Senere lørdag møder Tunesien hjemmeholdet Ækvatorial-Guinea.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.