Det er altså en myte, at man absolut ikke må spise inden man går i seng. Eller: Hvis man spiser lige inden man går i seng, så tager man helt sikkert på af det.
Det passer ikke, hvis man gør det på den rigtige måde, siger den norske ernæringsekspert Tine Sundfør ifølge Søndagsavisen til det norske livsstilsmagasin kk.no.
Tine Sundfør siger, at man skal tælle det antal kalorier, man får i løbet af de vågne timer. Og her skal du ikke have for mange.
Til gengæld mener ernæringseksperten, at det kan være klogt at indtage et sent måltid, hvis man spiser aftensmad inden klokken 18.00 eller træner efter aftensmaden.
– Og så er det, at mange kigger skabene igennem for snacks og slik, som er meget mere usundt og kalorierigt end en ordentlig natmad, siger Tine Sundfør.
Mange ender derfor enten med at spise noget usundt - eller de går sultne i seng med en dårligere søvn som resultat.
Det omvendte er ifølge Tine Sundfør også et problem. Energibehovet er nemlig ikke lige så stort om aftenen og natten, og går du i seng og er propmæt, vil du også få problemer med søvnen.
Derfor bør du vælge et lille ekstra aftensmåltid bestående af fuldkorn og magre mejeriprodukter.
Der er også endnu en god grund til at indføre et sent måltid, påpeger Tine Sundfør.
– Mange oplever, at det bliver lettere at spise en mindre portion aftensmad, når de ved, at de får er måltid senere, siger hun.