Brian Winther Hansen er ikke en glad sønderjyde i disse dage.
Hans virksomhed, den populære adventurepark 'Paintball Deluxe' i Fogderup i Sønderjylland risikerer nemlig at måtte dreje nøglen om snart. Det skriver Lokalavisen.dk.
Årsagen er, at parkens nabo har besluttet at oprette en minkfarm, og det vil medføre, at en fæl dunst vil sive ind i forlystelsesparken, hvor gæsterne sidder med deres madkurve, frygter Brian Winther Hansen.
Havde naboen besluttet at bygge en svinestald, havde han ikke fået tilladelse fra kommunen, men reglerne er ikke nær så stramme når det gælder minkfarme - selvom de tit medfører lugtgener og problemer med fluer hos de uheldige naboer.
Det har ført til, at en gruppe borgere har startet en ny, landsdækkende forening, der protesterer på vegne af naboer til minkfarme.
- Man skal jo forestille sig en bygning på størrelse med Ikea i Odense. Fyld den med ildelugtende mink og placér den 100 meter fra din terrasse. Det tror jeg nok, de fleste mennesker helst er fri for, men det er de realiteter, som naboerne til minkfarme slås med i dag, siger Torben Voss, der er formand for foreningen, i en anden artikel på Lokalavisen.dk.