Lystfisker finder lig af mand i å ved Holstebro
Politiet vil undersøge lig, som er fundet tidligt torsdag morgen ved Idomlund vest for Holstebro.
Politiet er nu ved at undersøge det mandelig, der torsdag blev fundet vest for Holstebro.
Politiet er nu ved at undersøge det mandelig, der torsdag blev fundet vest for Holstebro. Foto: Colourbox/free


Liget af en mand er torsdag morgen fundet i en å ved Holstebro, oplyser DR Midt og Vest.

Det var en lystfisker, der opdagede liget tidligt om morgenen i Storåen.

Politiet skal nu forsøge at få fastslået mandens identitet og andre omstændigheder.

Liget blev set ved Idomlund, oplyser DR Midt og Vest.

I lokalpolitiet er man meget opmærksom på, om der kan være tale om den 21-årige Jonas Hedegaard Hansen, der forsvandt 7. marts.

- Selvfølgelig er det noget, vi vil undersøge, siger lederen, Allan Laustsen, til Ritzau.

Først efter en obduktion fredag regner politiet med at kunne oplyse om identiteten på den fundne.

Liget er bjærget og bringes til retsmedicinske undersøgelser i Aarhus, oplyser politiet.

Den 21-årige Jonas Hedegaard Hansen forsvandt efter at have været på bytur med nogle venner i Holstebro natten til 7. marts.

Han blev sidst set i live ved 2.30-tiden om natten. Han medbragte sin telefon, der var slukket.

Efterlysningen medførte en stor indsats. Dykkere, en helikopter, hundepatruljer og hjemmeværnsfolk deltog i forsøget på at finde den unge mand.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.