Den toårige dreng stavrer rundt på stuegulvet. Han pludrer lidt i sin plastik-walkie-talkie, inden Lone løfter ham op og bærer ham ud i køkkenet.

Lille Yunis ved det ikke endnu. Men han er måske den eneste af sin slags i Irak. En lyshåret, dansk dreng, der er født i landet og skal vokse op der.

»Vi var da lidt nervøse inden fødslen. Hospitalet var for eksempel meget beskidt. Vi passer stadig ekstra meget på ham, og vi vil nok ikke lade ham lege på gaden, for folk kører meget farligt. Men ellers er jeg ikke utryg ved det,« siger Yunis' far, Safin Goulani.

Safin flygtede i 1998 fra Saddam Husseins Irak og fik asyl i Danmark. To år senere mødte han Lone Bendixen på Amagerkollegiet i København. De blev forelskede, gift – og besluttede sig så for tre år siden til at flytte. Til Irak. Ellere rettere til den kurdiske del af Irak, hvor Safin stammer fra.

»Min far døde, og så følte jeg, at det var min pligt at tage tilbage og hjælpe med genopbygge landet. Jeg er den eneste søn i familien, og jeg var nødt til at spille en rolle i mit fødeland,« siger Safin, mens Lone nikker.

Svensker som nabo

Lone har ikke lyst til at medvirke til et stort interview om sit liv i Nordirak, men hun kan ikke lade være at blande sig, når Safin bytter rundt på et par årstal eller glemmer vigtige detaljer.

Hun vidste fra begyndelsen af forholdet, at hendes mand gerne ville tilbage til Iraks Kurdistan-region, når det blev muligt. Og det blev det efter Saddams fald i 2003.

Safin har job i et politisk parti i regionen, mens Lone arbejder i en velgørende organisation. De bor i en lille by i Erbil-provinsen, hvor de har bygget et lyst etplanshus, som med familiens ord er »designet 90 procent af os selv, mens resten er håndværkernes fejl«.

Tusindvis af udenlandske kurdere er ligesom Safin vendt hjem til regionen siden 2003. Nybyggerier finansieret af udlandskurdere skyder op overalt, og familien Goulanis nabo er svensk-kurder.

Samtidig opholder afviste kurdiske asylsøgere sig i danske asylcentre i stedet for at vende hjem.

»Altså, jeg vurderer, at her er meget sikkert, men derfor kan det stadig være meget svært at vende hjem, hvis man ikke har ret mange ressourcer. Alt lige fra husleje til benzin er blevet meget dyrt i Kurdistan, fordi så mange vender tilbage. Vi mangler selv penge, selvom vi har job,« siger Safin.

Skorpioner og strømsvigt

Familiens hus mangler en del møbler. Strømmen går jævnligt. Og under Nyhedsavisens besøg må Safin flere gange ud for at tjekke vandpumpen, da vandforsyningen konstant går i stå.

Men det er ting, man må tage med i et efterkrigsland, mener familien.

»Jeg synes ikke, vi har haft nogle rigtigt dårlige oplevelser hernede,« siger Safin

»Bortset måske fra skorpionerne. Vi har nogle små nogle, som kommer ind i huset, og vi har været nervøse for, at Yunis skulle blive bidt af dem. Men de skulle ikke være farlige, og Lones mor overlevede da også at blive stukket af én, da hun var på besøg.«

Yunis kravler rundt i sin rødternede skjorte på gulvet, mens han leger med en stor, gul bil. Der er helt stille i huset, der ligger i et pænt villakvarter med udsigt over det nordlige Iraks bakkede landsskab. Men færre end 100 kilometer vestpå ligger byen Mosul, som regnes for en af Iraks farligste byer. Her holder al-Qaeda til, og kidnapninger, selvmordsbomber og henrettelser er hverdag.

»Selvfølgelig gør det én urolig, men her i Kurdistan har vi indtil videre været fri for den slags. Der er desværre ekstremister, der vil indføre deres politik gennem vold og terror, men det gør det bare endnu vigtigere at opbygge et velfungerende samfund her,« siger Safin.

Nervøs for tegninger

Han kæmper nu politisk for at få et velfungerende demokrati i den kurdiske del af Irak. Lone arbejder i organisationen Relief International med at løse konflikter mellem lokale grupper.

De planlægger at blive i Nordirak.

»Vores liv er her, selvom vi selvfølgelig savner Danmark. Og at kunne gå i fred. Her ligner vi meget en udenlandsk familie, fordi jeg også er meget lys. Alle stirrer på os,« siger Safin, der i øjeblikket ikke er så meget for opmærksomheden.

»Jeg er lidt nervøs for at sige, at vi er danskere i øjeblikket på grund af genoptrykningen af Muhammed-tegningerne. Måske er der nogle ekstremister, der ikke ved noget om sagen og så vil angribe. Når danskere bliver mål, bliver jeg nervøs – specielt for Lone.«

Lille Yunis bekymrer sig indtil videre ikke om tegninger, terror og skorpioner. Han kører bare med sin legetøjsbil. Indtil videre er der hverken legepladser eller babybio i miles omkreds.

Men går udviklingen, som hans forældre håber, så kommer det alt sammen snart.