Lys fra bil stoppede voldtægt i Hirtshals
En 30-årig kvinde bliver grebet bagfra og tvunget ned på græsset, da hun er på vej hjem efter en tur i byen.
Nordjyllands Politi oplyser, at gerningsmanden beskrives som 20-30 år og kraftig og muskuløs af bygning. Han havde en sort hættetrøje og mørke joggingbukser på.
Nordjyllands Politi oplyser, at gerningsmanden beskrives som 20-30 år og kraftig og muskuløs af bygning. Han havde en sort hættetrøje og mørke joggingbukser på. Foto: Politiet/free


En 30-årig kvinde blev natten til lørdag forsøgt voldtaget på Søndergade i Hirtshals, da hun var på vej hjem efter et værtshusbesøg. Voldtægten blev forpurret, da lyset fra en forbipasserende bil ramte gerningsmanden.

Det oplyser vagtchef Karsten Højrup Kristensen, Nordjyllands Politi.

Overfaldet på kvinden fandt sted mellem klokken 4.30 og 4.45, da kvinden kom gående ad Søndergade. Da hun befandt sig mellem Margrethevej og Emmersbækvej greb en mand hende bagfra og tvang hende ned på græsrabatten ved cykelstien.

Her holdt han hende fast og prøvede at åbne hendes bukser.

I samme øjeblik kom en bil kørende ad Søndergade mod centrum. Idet den passerede, fejede lyset fra billygterne hen over manden og det fik ham til at opgive sit forehavende.

Han løb fra stedet i retning af Shell-tanken og et Kiwi-supermarked på Søndergade, oplyser vagtchefen.

Gerningsmanden beskrives som 20-30 år og kraftig og muskuløs af bygning. Han havde en sort hættetrøje og mørke joggingbukser på.

Kvinden har oplyst, at flere biler passerede stedet under overfaldet. Politiet vil gerne i kontakt med disse bilister og andre, der har været på stedet, og som eventuelt har oplysninger om sagen.

Folk kan kontakte politiet på telefon 114.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.