Lynnedslag kan have dræbt 322 rensdyr
En flok rensdyr er dræbt i en nationalpark i Norge. Det menes, at lyn fra et uvejr har taget livet af dem.
I et afsides område af en nationalpark i Norge er over 300 rensdyr fundet dræbt, formentlig af lyn. Oplysningerne er fortsat foreløbige. Området ligger så afsides, at naturmyndighedernes folk må flyves dertil. På billedet er det rensdyr i Kiruna i Sverige.
I et afsides område af en nationalpark i Norge er over 300 rensdyr fundet dræbt, formentlig af lyn. Oplysningerne er fortsat foreløbige. Området ligger så afsides, at naturmyndighedernes folk må flyves dertil. På billedet er det rensdyr i Kiruna i Sverige. Foto: Langkilde Morten/Polfoto


En opsynsmand i nationalparken Hardangervidda i Telemarken i Norge er blevet mødt af et nedslående syn under en rutinetur i vildnisset.

Han har fundet masser af døde rensdyr.

De lå alle på et lille område i den sydlige del af nationalparken.

Myndighederne antager, at dyrene er blevet dræbt i forbindelse med et uvejr, der passerede parken i fredags. Der var lyn med i uvejret.

Rensdyr er flokdyr, og de er formentlig stimlet sammen under uvejret.

Der er fundet i alt 322 døde rensdyr.

- De lå døde i et koncentreret område. Rensdyr er flokdyr og står ofte tæt sammen. Under et kraftigt tordenvejr kan de af frygt have stået endnu tættere sammen end normalt, fortæller Knut Nylend ved Statens Naturopsyn til det norske nyhedsbureau NTB.

Det sted, hvor de døde dyr blev fundet, ligger et stykke fra de steder, hvor der normalt færdes turister.

Søndag var folk fra Statens Naturopsyn i området for at tælle dræbte dyr og tage prøver.

Forholdene er sådan, at repræsentanterne for Statens Naturopsyn måtte flyves til stedet.

Det er foreløbig ikke afgjort, om de døde dyr skal fjernes eller blive liggende.

Nylend fortæller, at der er omkring 10.000 vilde rensdyr, der bevæger sig rundt på 8000 kvadratkilometer i Hardangervidda.

Han siger i øvrigt, at han ikke har hørt om sådan en katastrofe tidligere.

- Vi har hørt om husdyr, der er blev dræbt af lyn. Men jeg kan ikke huske at have hørt om lynnedslag, der tager livet af dyr i sådan et omfang. Vi ved heller ikke, om det kan dreje sig om et eller flere lynnedslag. Det er blot spekulationer, siger han.

Statens Naturopsyn siger, at jægerne formentlig får besked på, at kvoten for, hvor mange rensdyr der må skydes, nu bliver reduceret.

/ritzau/NTB

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.