Lyngby snupper førsteplads med sejr over Næstved
Førstepladsen i 1. division skiftede igen ejer, da Lyngby vandt hjemme over Næstved.
Lyngby er på førstepladsen i 1. division.
Lyngby er på førstepladsen i 1. division. Foto: Carsten Bundgaard/free


Man har hukommelsen i orden, hvis man kan huske, hvor mange gange førstepladsen i fodboldens 1. division har skiftet ejermand i denne sæson.

Torsdag erobrede Vejle toppladsen fra Fredericia med en 2-0-sejr i Silkeborg, men allerede fredag aften mistede vejlenserne førstepladsen igen.

Lyngby er nyt hold på den øverste plads, efter at holdet vandt 3-1 hjemme over Næstved.

Alle mål blev scoret i anden halvleg.

David Boysen og Frederik Gytkjær scorede for Lyngby, inden et selvmål af hjemmeholdets Thomas Sørensen sørgede for håb til Næstved.

David Boysen lukkede dog ned for spændingen, da han fem minutter før tid scorede til 3-1 på et straffespark.

Lyngby har 18 point for ni kampe, hvilket er et point mere end Vejle og Vendsyssel.

Vendsyssel, der tidligere fredag vandt 3-2 hjemme over Fredericia, har endda kun spillet otte kampe.

Det samme har Fredericia, der nu er nede på fjerdepladsen med 15 point.

De tre bedste hold rykker op i Alka Superligaen efter sæsonen.

Næstved er tredjesidst med syv point for ni kampe.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.