Lyngby måtte mandag aften nøjes med et point i Alka Superligaen, da det i Esbjerg blev 2-2 i en kamp, hvor oprykkerne ellers første 2-0 ved pausen.
Cheftræner David Nielsen accepterede efter kampen det ene point, men ærgrede sig samtidig over, at det ikke blev til en sejr.
- Vi kan godt være utilfredse med kampforløbet i dag, men overordnet set kan vi ikke være utilfredse med at få et point ude mod et Esbjerg-hold, der kæmper med næb og kløer.
- Vi er da ærgerlige over, at vi ikke kunne lukke kampen i dag, da vi var foran med 2-0, men det er, hvad der sker. Vi har 21 point her halvvejs igennem grundspillet, og vi har vist, at vores spil holder til Superligaen, siger David Nielsen.
Han forventer, at modstanderne i den sidste halvdel af grundspillet vil være endnu bedre forberedt på Lyngby-mandskabet end hidtil.
- Vi skal kunne udvikle os hurtigt nu, for de andre hold ved, hvilken størrelse vi er nu. Nu begynder den rigtige test for os, siger David Nielsen.
På trods af en øjeblikkelig placering som nummer fem i rækken bevarer Lyngby-træneren benene på jorden.
- Vi er jo i top-seks, og det er vi nødt til at forholde os til. Vi vil gerne blive der så længe som muligt, for det giver os et godt udgangspunkt i forhold til ambitionen om at overleve.
Oprykkernes anfører Mathias Tauber er på linje med David Nielsen og glæder sig over succesen.
- Vi er nået dertil, hvor vi kan tillade os at være skuffede over at få 2-2 i Esbjerg. Vi er lidt overraskede over at have fået så mange point, for vi er jo et oprykkerhold, og vi møder etablerede superligahold, siger han.
Lyngby får i næste runde besøg af Sønderjyske.
/ritzau/