Lyngby holder liv i spinkelt oprykningshåb
Lyngby hentede den anden sejr i træk efter trænerfyring, da AB blev banket med 5-1.
Fodboldklubben Lyngby vandt torsdag over AB, og har nu stadig et spinkelt håb om at rykke op i superligaen.
Fodboldklubben Lyngby vandt torsdag over AB, og har nu stadig et spinkelt håb om at rykke op i superligaen. Foto: STINE BIDSTRUP/POLFOTO


Fodboldklubben Lyngby kan fortsat have et lille håb om at rykke op i Superligaen.

Torsdag vandt klubben hele 5-1 hjemme over AB, der gik helt ned i slutfasen.

Patrick Mortensen bragte hjemmeholdet foran på et straffespark, og Bror Blume fordoblede føringen.

AB fik håb kort før pausen, da Simon Bræmer reducerede til 1-2, og faktisk var der spænding i lang tid.

Inden for de sidste 20 minutter scorede Lasse Fosgaard, Patrick Mortensen og Bradley Surprise Ralani imidlertid, så ydmygelsen blev komplet.

Sejren var den anden i to kampe for Lyngbys midlertidige trænerteam, Søren Hermansen og Thomas Lollike.

Efter et forsømt forår, som klubben indledte på en sikker oprykningsplads, fyrede Lyngby cheftræner Jack Majgaard efter en miserabel serie på 10 ligakampe uden sejr.

Søndag vandt Lyngby 2-1 hjemme over AC Horsens, og den succesoplevelse blev altså fulgt op torsdag.

Lyngby har 46 point for 29 kampe og har fortsat fire kampe tilbage i 1. division.

AGF indtager andenpladsen, der udløser oprykning, med 55 point for en kamp færre. Aarhusianerne møder senere torsdag Fredericia på hjemmebane.

AB ligger til at rykke ud af den næstbedste fodboldrække. Klubben har 26 point for 29 kampe, to point færre end Fredericia, der ligger lige over nedrykningsstregen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.