Lyngby henter tidligere dansk landsholdsspiller
Michael Lumb skifter til Lyngby, der bliver venstrebackens ottende professionelle klub i karrieren.
Michael Lumb skifter FC Vestsjællands røde trøje ud med Lyngbys kongeblå.
Michael Lumb skifter FC Vestsjællands røde trøje ud med Lyngbys kongeblå. Foto: FINN FRANDSEN/POLFOTO


Venstrebacken Michael Lumb skal i fremtiden spille for Lyngby Boldklub i landets næstbedste fodboldrække.

Fredag har 27-årige Lumb skrevet under på en etårig kontrakt med Lyngby. Det oplyser Lyngby på klubbens hjemmeside.

Cheftræner David Nielsen glæder sig over at få Michael Lumb i truppen, som han kalder en sulten og arbejdsom spiller.

- Vi har med tilgangen af Michael Lumb sikret os en spiller med sult og vinder-dna. Michael har gennem hele sin karriere været garant for hårdt, nådesløst arbejde, og det er noget, vi i Lyngby ønsker at tilstræbe hver eneste dag.

- Michael kommer til en trup, der er sulten og har lyst til at vinde, og den attitude vil han bidrage til. Vi får i Lumb ligeledes en spiller med erfaring fra det højeste niveau både herhjemme og i udlandet, siger David Nielsen.

Michael Lumb har de seneste to sæsoner spillet for FC Vestsjælland i Superligaen. Eksklubben kan han nu se frem til at møde i 1. division efter sidste sæsons nedrykning.

Michael Lumb fik sit gennembrud i AGF, hvor fra han blev solgt til den russiske storklub Zenit St. Petersborg. Her fra blev han udlånt til både Feyenoord, AaB og Freiburg, før han skiftede permanent til VfL Bochum og siden røg til FC Vestsjælland.

Selv om der nu står 1. division på menuen, håber Lumb, at opholdet i Lyngby kan hjælpe ham til udlandet igen.

- Jeg har stadig meget store ambitioner og drømme om at komme udenlands igen, men ikke for enhver pris. Selv om Lyngby lige nu er i 1. division har klubben klare ambitioner om at vende tilbage til Superligaen, og jeg vil give alt for at gøre mit til, at det kan lykkes.

- Jeg glæder mig til at komme i gang, siger Michael Lumb.

I 2009 og 2010 spillede Lumb 2 A-landskampe for Danmark.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.