leveret af Nyhedsbureauet Newspaq
Opdateret kl. 12:23
Lyngby har mandag fyret træner Jack Majgaard Jensen og assistenttræner Jonas Eidevall efter et forfærdeligt forår.
Lyngby indledte foråret på en oprykningsplads i 1. division, men den er blevet formøblet, efter at holdet blot har hentet tre point i de seneste 10 kampe.
- Vi har i dag valgt at sige farvel til cheftræner (Jack Majgaard Jensen, red.) og assistenttræner Jonas Eidevall grundet forårets skuffende resultater, siger Lyngby-direktør Dennis Poulsen til klubbens hjemmeside.
- Vi vil nu bruge resten af foråret til at finde den rigtige træner, som kan bringe Lyngby tilbage i Superligaen hurtigst muligt.
- Vi vil også bruge tiden på at analysere vores trup, så vi kan få de rigtige forstærkninger i det kommende transfervindue, siger direktøren.
Klubben lader to folk fra egne rækker overtage ansvaret for træningen af Lyngby-holdet midlertidigt, de to er Søren Hermansen og Thomas Lollike.
Lyngby og Jack Majgaard Jensen forlængede ellers samarbejdet frem til 2017 så sent som i slutningen af februar, hvor holdet fortsat havde kurs mod Alka Superligaen.
Den nu fyrede cheftræner har tidligere været ungdomstræner i Lyngby, inden han drog over Øresund for at blive ungdomstræner i Malmø og efterfølgende manager i Lunds BK.
Han overtog jobbet som cheftræner i Lyngby i december 2014 efter Johan Lange, der vendte tilbage til FC København.
Jack Majgaard Jensen takker på sin twitter-profil for tiden i klubben.
- Har været stolt over at være Lyngby-træner i seks plus tre år. Tak for mange gode oplevelser. Stort tak til fans, trænere, ledere og spillere, skriver han efter fyringen.
Lyngby ligger lige nu nummer fire i 1. division med 12 point op til en oprykningsplads.
Der resterer seks runder i sæsonen.
/ritzau/